To gamle KGB-agenter står sammen i kampen i Ukraine. Præsten og præsidenten har begge rigtigt meget på spil. I denne artikel ser vi nærmere på de ortodokser kirker. Og så skal vi finde ud af hvorfor præsten, der blev milliardær på at sælge alkohol og cigaretter, er blevet en af præsident Putins nærmeste allierede i krigen.

Føroyskt: Átrúnaður og kríggið í Ukraina

De af os, der kan huske den kolde krig, har fra barns ben hørt om hvordan det kommunistiske Sovjetunionen forfulgte kristne, som blev sat i fængsel for deres tro. Vi bad for bibelsmuglere som Hans Kristian Neerskov og broder Andreas, og glædede os, når vi hørte beretninger om, hvordan Gud hjalp de sovjetiske undergrundsmenigheder.
Men efter Sovjetunionen kollapsede og Rusland stod mere isoleret tilbage, har vi ikke hørt så meget fra de kristne i Rusland. Men der er fortsat store problemer med trosfriheden. Det er f.eks. meget svært at få registreret et legalt kirkesamfund, og der er indført love, der gør det strafbart at missionere. Man kan få bøder eller blive sat i fængsel, hvis man inviterer folk til gudstjeneste.

I løbet af de første måneder af Ruslands krig mod Ukraine, har mange dog bemærket, at Rusland i stigende grad bruger religion til at legitimere overfaldet på Ukraine. Det sker blandt andet ved at lade den russisk-ortodokse kirkes patriak, Kirill, spille en stadigt mere og mere fremtrædende rolle i kommunikationen.

Det kan måske virke ret overraskende, at et land, der historisk set har forfulgt kristne, pludselig sender en præst ud for at tale landets sag. For at finde forklaringen er vi nødt til at kende den historiske baggrund. Derefter skal vi også vide lidt om Kirill. Hans historie rummer nemlig også et par overraskende detaljer.

Den Russiske Ortodokse Kirke

I præsident Putins lange tale forud for invasionen hentydede han til de religiøse fortællinger, der lå til grund for kampen omkring den ukrainske nationale identitet. Putin hævdede, at Ukraine er “en umistelig del af vores egen historie, kultur og åndelige rum.” Med de ord talte Putin, om dengang de to lande var samlet i et kristent kongedømme.

I årene efter murens fald omkring 1990 søgte et stort antal mennesker i de gamle sovjetstater ind i de kirker, der ikke tidligere kunne være medlem af. I både Rusland og Ukraine var det især den Russiske Ortodokse Kirke folk søgte til. I 2017 var det således 71% af russerne og 78% af ukrainerne, der tilhørte en ortodoks kirke. Men i Ukraine er kirken i dag blevet splittet i to. Den største del, med over 11.000 menigheder fortsatte som en del af Moskva-synoden. Men mere end 7.000 menigheder er nu samlet i den Ukrainske Ortodokse Kirke.

Splittelsen tog for alvor fart efter revolutionen i Kiev i 2014, hvor den daværende præsident, Viktor Janukovitsj, blev væltet, fordi han søgte at styrke forbindelserne til Rusland. Kort efter anmodede Patriark Filaret fra Kiev den russisk-ortodokse kirke om at give Ukraine selvstændighed – men blev afvist. I en trodsig handling valgte han at stifte en uafhængig ortodoks kirke i Ukraine uden Moskvas samtykke. Moskva svarede ved at ekskommunikere Filaret og udnævne deres egen patriark af Ukraine med base i den østlige by Kharkiv.

I 2018 indså den daværende ukrainske præsident Petro Poroshenko den politiske betydning af denne splid mellem kirkerne. I et politisk spil, arrangerede han en underskriftsindsamling til fordel for den økumeniske patriark Bartholomew I af Konstantinopel. På den måde genoplivede præsidenten de århundreder gamle kampe mellem Moskva og Konstantinopel. Patriakerne i de to byer påberåbte sig nemlig begge, at være leder af den ortodokse kirke i hele Østeuropa. Præsidenten fik held med at bruge kirken i den politiske kamp. Ærkebiskop Bartholomew godkendte anmodningen om at gøre den ukrainske kirke selvstændig og gav sin velsignelse til etableringen af ​​en uafhængig ortodoks kirke i Ukraine. Som et resultat brød den russisk-ortodokse kirke fællesskabet med det økumeniske patriarkat. Og præsident Petro Poroshenko fik sendt et stærkt politisk signal til Rusland og Putin.

Det var ind i dén kirkelige situation Putin holdte sin lange tale før invasionen. Hvorfor han trak den åndelige dimension ind i talen kan vi kun gætte på, men måske var det i et håb om at række ud til medlemmerne af de 11.000 russiske ortodokse menigheder i Ukraine, som stadigt anerkendte patriak Kirill, som deres åndelige leder.

Hvem er Kirill?

Ligesom Putin er Kirill opvokset i Leningrad, der nu hedder Skt Petersborg. Han blev født den 20. november 1946, og givet navnet Vladimir Mikhailovich Gundyayev. Både hans far og bedstefar var præster. Bedstefaderen blev endda forfulgt på grund af hans kirkelige aktiviteter og kamp mod netop den Russiske Ortodokse Kirke. Det medførte, at han i 20’erne, 30’erne og 40’erne sad fængslet i en Gulag-lejr på øen Solovki.

Den unge Vladimir Gundyayev arbejdede med at tegne landkort, mens han sideløbende uddannede sig. I 1970 dimitterede han fra Leningrads Teologiske Akademi. Men allerede året før havde han fået det hellige navn Kirill, efter den hellige Cyril.

Spionen Kirill

Det var almen viden i samfundet, at stort set alle ledende præster i alle kirkesamfund arbejdede aktivt for KGB. Men det var den slags viden, der ikke kunne bevises. Med mindre man fik adgang til KGBs arkiver altså. Og i de kaotiske dage efter Sovjetunionens fald blev der faktisk en kort overgang åbnet for adgang til KGBs arkiver. Det var blandt andet ledelsen i den Russiske Ortodokse Kirke, der bad om at få lukket arkivet igen.

Men skaden var allerede sket. Forskere havde været inde, og de havde nået at fotografere og tage noter. Og i de ting de fik med ud, stødte de på KGB-agenten med kodenavnet Mikhailov. Det var Kirill, der ligesom Putin have spillet en aktiv rolle som agent. Han var udnævnt som chef for kirkens eksterne relationer, og derfor rejste han meget rundt i ikke mindst Europa og Mellemøsten. Her var han kendt som den Russiske Ortodokse kirkes ansigt udadtil. Det var et helt perfekt dække for hans KGB-virksomhed. Ifølge dokumenterne spillede han en særlig rolle som KGBs mand i Kirkernes Verdensråd, hvor han sad placeret i centralkomiten, og altså havde stor indflydelse. Her havde han adgang til nogle af verdens mest magtfulde religiøse ledere, og i fortrolige samtaler med dem kunne han få værdifulde oplysninger, som han kunne tage med hjem til KGB. Kirill fik også en god platform til at forsvare de russiske myndigheder ved at fremsætte påstande om, at troende ikke blev forfulgt, og at der ikke var nogen i Sovejtunionen, der fik krænket deres menneskerettigheder på grund af deres tro.
I to tilfælde nævnes agent Mikhailov også i forbindelse med aktioner i Tjekkoslovakiet

Tobaks-metropolitanen

En metropolitan er en, der er leder for biskopper i en større region. Og Kirill havde netop titel som metropolitan. Men han var også kendt under tilnavnet ”Tobaks-metropolitanen”. Måske var det hans status som KGB-agent der gav ham lidt mere frihed end man normalt kunne have ventet i Sovjetunionen.

Hvor om alting var, så drev han midt i 90’erne fra kirkens kontor en omfattende handel med toldfri tobak og alkohol, og sidenhen også olie. Ved at blande hans egen og kirkens økonomi lidt sammen kunne han importere varerne uden skatter og afgifter som non-profit organisation.  Kirill tjente mange penge. Rigtigt mange penge. Det menes, at han i dag er god for ca 30 milliarder danske kroner, som han har formået at tjene ved at handle ud af kirkens bagdør. Alene i 1996 importerede han otte milliarder cigaretter til Rusland. Kirills “kirke”-virksomhed tog fart som en snebold, da de lovlige importører ikke kunne konkurrere med hans afgiftsfrie priser på tobak og alkohol.

Ukraine som en religiøs slagmark

Da Konstantinopel faldt til osmanniske angribere i det 15. århundrede, påberåbte den ortodokse kirke i Moskva sig at være den retmæssige arving til den eneste tilbageværende “sande” kristne kirke i verden. De lykkedes også med at få de ortodokse sogne i Ukraine lagt ind under sig. Men i århundrederne siden er Ukraine blevet en kampplads for ortodokse magtkampe, der stammer fra denne oprindelige påstand om russisk lederskab. Efter Sovjetunionens sammenbrud og uafhængighedserklæringen i Ukraine er disse kampe blevet genoptaget de seneste 30 år.

Alligevel havde Moskva-patriarkatet altså bevaret sin status som det største kirkesamfund i Ukraine, og derfor har Moskva-patriarkaterne fungeret som en vigtig mekanisme til at udøve Ruslands magt i landet i årene op til den nuværende invasion. Det har bragt patriarken, KGB-agenten og tobakshandleren Kirill i en drømmeposition: Putin har brug for ham.

Men ifølge de fleste ukrainere ignorerer både Putin og Kirill en lang historie med ukrainsk uafhængighed. Og den historie er grundlæggende for ukrainernes nationale identitet. De har valgt deres egen leder. Ligesom kongen i 988 bærer han navnet fornavnet Volodymyr, men med solid opbakning fra de ortodokse menigheder afviser Volodymyr Zalenskyj Putins drømme om det 1000 år gamle kongerige under Volodymyr I. Fra den dag, de russiske styrker satte første fod i Ukraine, har den Russiske Ortodokse Kirke i Ukraine vendt Rusland ryggen. Præsterne stod i kø med deres fordømmelse. Og det første de gjorde, var at pille patriak Kirill ud af liturgien. Der var ligesom ikke rigtig nogen grund til at bede for ham længere, synes de i Ukraine. I kirkerne hænger der nu ukrainske flag og præsterne holder prædikener, der fordømmer Ruslands vold. Selv Metropolitan Onufry, leder af Moskva-patriarkatet i Ukraine, appellerede til Putin om en “øjeblikkelig ende på broderkrigen” og beskyldte ham for “en gentagelse af Kains synd – han, som dræbte sin egen bror af misundelse.”

På den måde underminerede invasionen Moskva-patriarkatets position, og Kirills indflydelse i Ukraine er i dag ganske begrænset. Men han har fortsat magt i Rusland, hvor han kan prædike Putins dagsorden til kirkens mange millioner medlemmer.

Uanset hvem der vinder krigen, står de to ortodokse kirkesamfund i Østeuropa overfor et stort reparationsarbejde når freden igen sænker sig over Ukraine. De politiske ledere i begge lande har tydeligt vist, hvordan de aktivt bruger kirkerne i deres politiske bestræbelser, og det har skadet de to kirkesamfunds indbyrdes forhold til hinanden. Men der er også stor fare for, at det skader andres forhold til den kristne kirke, og dermed til Kristus selv, når Kristus ikke længere er centrum for kirkens virke.