Vi er dygtige! Ja, faktisk er vi så dygtige, at man nogle gange kan tænke, at det må være blevet ikke så lidt nemmere at være Gud. Tænk bare på hvor meget han må have kæmpet tilbage i tid for at redde os fra både det ene og det andet. Søfolk var vist nærmest i konstant havsnød i gamle dage. Og mennesker blev dødsyge uden man overhovedet vidste, hvad det var for en sygdom, de havde. De fleste manglede både mad og penge, og det meste af livet blev brugt på at overleve. Og sådan kan vi blive ved. Det var dengang Gud havde travlt med at redde os fra både det ene og det andet. Men nu er mange af fortidens farer elimineret, og den gennemsnitlige levealder er steget markant. Vi kan endeligt selv, og Gud kan få lov til at tage en velfortjent pause i arbejdet.
Aldrig har vi været så tæt på at nå målet om at gøre Gud overflødig. På flere og flere områder har vi opnået så meget visdom og indsigt, at vi kan overtage hans plads. Og det er jo hele pointen: At tvinge Gud til at abdicere fra tronen, så vi selv kan være 100% i kontrol over vores eget liv.
Siden Adam og Eva har vi stræbt efter at opnå guddommelighed. Vi vil være i kontrol over liv og død, og herre over vores egen (og gerne andres) lykke. Og vi er nået langt. Vi har endda næsten taget kontrol over både livets begyndelse og afslutning. Vi både kan og vil langt hen ad vejen selv bestemme over fødsel og død. Hvem der skal fødes, og hvornår det skal være er bare en lille del. Vi har også teknologi som kan hjælpe med at bestemme hvordan de skal se ud. Og i særdeleshed hvordan de IKKE skal se ud. Og falder nogle udenfor det ønskede kan vi bare få dem fjernet før de bliver født. Så er det – næsten – som om de aldrig har været her.
Materielle goder er scepteret, der beviser vores nyvundne guddommelige status. Det ydre tegn på vores succes.
OK. Det må indrømmes, at vi ikke har fuld kontrol over døden. Vi må indrømme at alle visner og dør på et eller andet tidspunkt. Det magter vi endnu ikke helt at sætte en stopper for. Men i disse år tages der helt nye skridt for at sikre, at man så i det mindste selv er herre over hvornår og hvordan man skal dø.
Vi har også opnået materiel velstand. Vi køber og sælger langt mere end vi har brug for til livets opretholdelse. Materielle goder er scepteret, der beviser vores nyvundne guddommelige status. Det ydre tegn på vores succes.
Kort sagt: Vi er guder, og opdrages til at tage personligt ansvar for vores egen skæbne. Enhver er sin egen lykkes smed, som det siges. Der findes ingen grænser, som vi ikke kan bryde i jagten på individuel selvrealisering.
Så er spørgsmålet bare hvorfor vi ikke er blevet mere lykkelige? Hvorfor er er der så mange, der virker stressede eller endda angste, når vi nu selv har taget så meget kontrol over vore egne liv?
Det er, som om vi løber på et løbebånd i et motionscenter, og der står en og skruer op for hastigheden hele tiden. Kampen for at opnå mere end alt har ingen ende. Hvem kan sige, hvornår man har venner nok? Hvornår har jeg indfriet mit potentiale og er nået i mål med mit liv? Hvornår behøver jeg ikke længere søge bekræftelse fra andre mennesker? Hvornår kan jeg hvile i mig selv? Hvornår kommer freden i hjertet, der sætter en stopper for alle kampe og følelsen af utilstrækkelighed? Hvornår bliver jeg lykkelig?
Måske vil det ske den dag jeg indser, at jeg aldrig har været skabt til at være en gud. Hvem er jeg, at jeg skal tage kontrol over liv og død? Vil jeg nogensinde formå at give livet den hellighed, det fortjener? Vil jeg nogensinde indse, at mit vigtigste potentiale er at være afhængig af en, der er større end mig? At hemmeligheden bag et godt og lykkeligt liv ligger i at være sårbar og afhængig af en anden?
Det er som profeten siger: Velsignet den mand, som stoler på Herren og tager sin tilflugt hos ham. Han bliver som et træ, der er plantet ved bækken; det sender sine rødder mod vandløbet, det frygter ikke, når sommerheden kommer, dets blade er grønne. Det bekymrer sig ikke i tørkeår og holder ikke op med at bære frugt. (Jeremias 17:7-8)