I dag fejrer briterne Boxing Day, og vi har derfor taget et kik på denne særlige tradition, som kun findes i Storbritannien samt nogle af  de tidligere britiske kolonier. Det fører os ud på lidt af en rejse, hvor vi møder den tjekkiske skytshelgen Wenceslas den Gode.

Selvom mange måske kommer til at tænke på en hårdslående sportsgren når de ser navnet, så ligger der meget mere fredelige principper bag den britiske fejring af Boxing Day. For dagen har intet at gøre med med boksering, store handsker og stærke svedige mænd, der slår løs på hinanden. Tvært imod fristes man til at sige. 

For det er nemlig ikke tæsk, man deler ud på Boxing Day. Dagen handler derimod om at gøre godt mod andre. Så meget kan man blive enige om. Men her ophører enigheden også, for briterne har flere forskellige forklaringer på hvordan Boxing Day er opstået. Dagen ligger de fleste år den 26. september, dog aldrig i en weekend. Hvis den 26. december ligger i en weekend fejres Boxing Day den følgende mandag.

Der er ikke enighed om hvordan Boxing Day er opstået, men her kommer tre gode forklaringer på den britiske tradition.

Den første forklaring er, at Boxing Day fik sit navn, tilbage da dronning Victoria regerede i 1800-tallet, og er båret ud af traditionen med velhavende familier, der lægger gaver i æsker for at give dem til fattige og tjenestefolk. De, der var tjenere for aristokraterne var forpligtet til at arbejde for dem i julen, som i England fejres den 25. december. Derfor blev den følgende dag tidspunktet, hvor deres arbejdsgivere gav dem en form for feriebonus, ved at fyldt kasser op med gaver, penge og julerester til dem. Tjenere kunne så gå hjem for at dele gaveæskerne med deres familier. Ifølge denne teori betyder Boxing Day altså Kassedag.

En anden teori er ifølge History.com, at navnet er opstået fra indsamlingsbokse placeret i kirker til indsamling af penge til sognets fattige. Den 26. december blev kirkebøsserne tømt, og pengene delt ud. Det skete for at ære Skt. Stefan, som også har lagt navn til denne dag i den færøske folkekirke. Stefan var den første kristne martyr og har i eftertiden fået ry for sine velgørende handlinger.

Kong Wenceslas den Gode

En helt tredje forklaring på Boxing Day kan hentes i sangen “Good King Wenceslas.” Sangen er fortsat en af ​​de populære julesange i den engelsktalende lande. Der gemmer sig en bemærkelsesværdig beretning bag sangen, og den kan det nok være værd at læse i denne juletid.

Hør sangen:

Den mand, vi kender som ‘Kong Wenceslas den Gode’, var faktisk Wenceslaus I, hertug af Bøhmen. Han var også kendt som Vaclac den Gode eller Svatý Václav på tjekkisk og levede fra ca. 907 til 28. september 935, hvor han blev myrdet på ordre fra sin bror, Boleslaus den Grusomme

Der var ikke nogen lang kristen tradition i Wenceslas familie. Hans fars far var konverteret til kristendommen, og hans mor var datter af en hedensk stammehøvding – selvom hun konverterede og blev døbt i forbindelse med hendes bryllup.

Desværre døde Wenceslas’ far da Wenceslas blot var en stor dreng. Han var ikke klar til at overtage magten efter hans far, og derfor opstod der kamp om magten. Den unge drengs mor blev forvist og hans bedstemor dræbt af snigmordere – det siges, at hun blev kvalt med sit eget slør.

Men da der efter nogen tid igen faldt ro på i området, besluttede befolkningen i Bøhmen sig for, at de ville have Wenceslas til at være deres hersker. Familien blev hentet tilbage og Wencelas’s mor regerede som hersker over grevskabet indtil den unge greve blev 18 år. Så smed han hende ud og forviste hende omgående fra grevskabet! For at undgå stridigheder blev grevskabet delt mellem Wenceslas og hans lillebror, Boleslaus.

Den tjekkiske krønnike

Ordene til julesangen om  Wenceslas blev skrevet i 1853 af John Mason Neale, men melodien er meget ældre – det er en melodi fra det 13. århundrede kaldet ‘Tempus adest floridum’.  Sangteksten er sandsynligvis baseret på en beretning som krønikeskriveren Cosmas fra Prag, skrev omkring år 1119. Han fortæller i sin krønike om nogle hændelser, der fører til, at den ellers gavmilde Wenceslas, føler trang til at gøre endnu mere. Vi lader Cosmas fortælle videre og springer ind midt i beretningen:

Næste dag, Skt. Stefans dag, var der boksning og dyst i slotsgården. Musik, dans og hygge fortsatte hele eftermiddagen og aftenen – men hertugens hjerte var stadig ikke helt med i festlighederne. Han rejste sig fra sin plads i festsalen og gik op på slottets volde for at indtage den kolde, friske luft. Det var en klar måneskinsnat. Han så ud mod landsbyen, som han havde besøgt dagen før. Han så en fattig bonde vandre over markerne og bøjede sig nu og da for at samle pinde til bålet.

“Væbner, væbner!” råbte han – for hans ledsager var aldrig langt væk. “Bring mig mad fra bordet – de bedste stykker, og kom med vin, og hent noget brænde til bålet. Jeg har tænkt mig at gå ud og give disse ting til denne mand. Skynd dig, skynd dig nu. Jeg skal vente på dig ved slottets porte.”

Hertugen tog den snoede trappe ned til gården. Tjenere bragte ham hans pelsbeklædte tøj og støvler. “Nej nej,” sagde han. “Jeg går uden dem”. I stedet tog han skoene af og stillede sig på de snedækkede brosten. Hans fødder var flettet ind i uldne strimler, men de var deres eneste beklædning.

Væbneren stod ved siden af ​​med hertugens hest.

“Følg mig,” sagde hertugen til væbneren. “Vi går til fods.” Da han så, at hans herre ikke havde frakke eller hat på, følte den stakkels væbner sig så respektløs, da han tog sit eget tøj på – men hans herre så ikke ud til at bemærke det.

Hertugen og drengen gik ud gennem slottets porte med armene fyldt med gaver. Tjenerne rystede på hovedet, overbeviste om, at deres hertug ikke blot var blevet gal, men at han ville dø af kulde.

Den fattige bonde var på vej mod landsbyen, og hertugen og drengen skyndte sig efter ham. Hertugens næsten bare fødder sank dybt ned i sneen, men han så ikke ud til at bemærke kulden. Han skred videre, drevet af en form for overmenneskelig styrke. Den stakkels væbner mærkede kulden komme op gennem støvlesålerne og gennem hele kroppen. Vinden skar sig ind i hans ansigt, og han gned sig i næsen for at afværge forfrysninger.

“Herre, herre,” råbte han. “Min styrke svigter mig.”

Først hørte hertugen ham ikke. Først da drengen råbte: “Jeg kan ikke fortsætte,” standsede han sin fremgang over sneen. Han vendte sig om og så, at drengen var faldet på knæ.

Hertug Wenceslas så tilbage til slottet. Selvom natten var blevet mørkere, kunne han tydeligt se sine egne fodtrin hele vejen tilbage. Hvert eneste fodspor var lysende som månen.

“Gode dreng,” sagde han. “Rejs dig og sæt dine fødder i mine fodspor.

Væbneren, som var vant til at adlyde sin hertugs befaling, samlede de sidste kræfter og rejste sig.

“Her, her,” sagde hertugen. “Dette er mit fodspor. Sæt din fod oven på det.”

Drengen, der så de lyseblå glødende fodtrin, placerede sin fod på det sted, hvor hertugens fod var sunket ned i sneen. Så løftede han sin anden fod og placerede den i fodsporet bagved. I stedet for kulde mærkede han varme og energi stige gennem hans krop. Hertugen fortsatte videre, og drengen fulgte efter, nu følte han sig lige så fuld af liv og energi, som om han en dag om foråret gik hen over en eng fyldt med lam.

Hertugen og væbneren indhentede manden lige før han nåede sin landsby. De gav ham deres gaver, som han takkede og velsignede dem for.

En god dag at gøre godt

Wenceslas blev betragtet som en martyr og helgen næsten umiddelbart efter sin død, men han blev ikke forfremmet fra hertug af Bøhmen til konge af Bøhmen, før den hellige romerske kejser Otto I gav ham titlen posthumt to år efter hans bror sammen med 3 andre myrdede ham.

Det var især folk i Bøhmen og i England der begyndte at ære St. Wenceslas. En prædikant fra det 12. århundrede skulle have sagt:

»Hans gerninger tror jeg, du kender bedre, end jeg kunne fortælle dig; thi, som det læses i hans lidenskab, er der ingen, der tvivler på, at han hver nat rejste sig fra sin ædle seng, med bare fødder og kun én væbner, gik rundt til Guds kirker og gav gavmild almisse til enker, forældreløse, dem, der var i fængsel og lidende.«

Vi ved altså ikke om Boxing Day kommer fra herskabsfolk, der pakkede æsker med julegratiale til deres tjenere, præster, der tømte kirkebøssen og gav indholdet til sognets fattige, eller om det var en bøhmisk greves gode gerninger, der inspirerede til dagen.

Men det gør nok også mindre. Alle teorier har det til fælles, at de handler om at gøre godt mod sin næste, og særligt mod de, der har fået mindre, end man selv har.

Så lad hermed den ide være givet videre: Brug dagen i dag på at elske Gud af hjerte, sjæl og sind og din næste som dig selv. Og hvis du ikke synes du magter det, så gør som den unge væbner, der fik energi ved at gå i sin herres fodspor. For vi har nemlig også en herre, som giver kraft til de, der følger ham, og udøver hans vilje.

Fortsat god jul.