Ja, det er et spørgsmål, som i disse dage bliver diskuteret på sociale medier i Færøerne. En TV-udsendelse på TV2 om en tragisk sag fra Hvannasund skabte røre blandt flere kristne, da en af de medvirkende påstod, at familiens behov for at få dømt en mand for mord, skulle findes i det ”faktum”, at den afdøde ikke ville blive frelst, hvis hun havde begået selvmord.
Før du læser denne artikel, lov da dig selv, at hvis du eller nogen, du kender, overvejer selvmord, så kontakter du myndighederne for at få hjælp. I Danmark kan du også kontakte Livslinien.
Dit liv er værdifuldt, og Gud satte dig her, i denne tid, på dette sted og under disse omstændigheder af en grund, som måske kun Gud kender.
For det andet skal du være opmærksom på, at der ikke er nogen skam i at kæmpe med selvmord. Selvom der altid er folk, der kan se ned på en person som kæmper med selvmordstanker eller ethvert andet problem, bør vi ikke lade det forhindre os i at dele vores kampe og søge hjælp.
Gud kender os. Han kender vores kampe, og han ønsker, at vi skal komme til ham for at få hjælp!
Det skal slås fast, at dette udsagn foreløbigt står 100% for den medvirkendes egen regning. Man kunne nok forestille sig en hel del andre årsager til at søge efter svar – og retfærdighed – i en sådan sag. Men på det mere generelle plan har den medvirkendes udsagn skabt forvirring. For hvordan har han fået den opfattelse, at man ikke kan få tilgivelse for selvmord? Flere noterer i debatten, at de aldrig har hørt nogen påstå sådan noget, trods at de har hørt Guds Ord forkyndt siden barns ben og i forskellige kirkelige sammenhænge.
Hvor kommer tanken fra?
Der er udbredt enighed om, at selvmord, ifølge bibelen, er en synd, fordi det indebærer en overtrædelse af buddet om, at man ikke må slå ihjel. Og dertil påfører man sine omgivelser usigeligt stor smerte. Begge dele er utvivlsomt synd i bibelsk forstand. Men gennem tiderne har det ofte været diskuteret, om man kan få tilgivelse for selvmord? Problemet, som nogle peger på, er, at man jo ikke kan bekende sin synd og søge tilgivelse hos Gud og mennesker, hvis man er død.
Og ved et overfladisk første øjekast på de bibelske tekster kan man godt forstå denne indvending. Man må bekende og angre sine synder for at blive frelst. Den udfordring andre peger på, er, at hvis vi følger den tanke helt til ende, vil der næppe være mange, der overhovedet bliver frelst, med mindre deres sidste gerning på jorden var at bede Gud om tilgivelse. For hvad så med ham, der kørte galt med 180 km/t? Eller hvad med hende, der faldt af hesten, mens hun red og tænkte grimt om en veninde? På hvilken måde er de bedre stillet end den, der begik selvmord?
At leve i nåden
Hvis frelsen er afhængig af, om jeg lige nåede, at sige undskyld før jeg døde, vil jeg sandsynligvis gå fortabt. Men nu er frelsen netop ikke afhængig af mig og hvad jeg formår. Æren for min frelse kan jeg ene og alene give til Kristus. Og heri er mit frelseshåb.
Når man tager imod Kristus og genfødes til et nyt liv sammen med ham, får man samtidigt et nyt hjem i nådens rige. Man tilhører ikke længere denne verden, men er barn af Gud og er hjemhørende hos ham. I romerbrevet kapitel 6, lærer vi, at man som Guds barn er død for synden og levende for Gud. Eller som Paulus skriver det senere til Kolossenserne: … Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse. (Kol 1:13-14)
De, der har taget imod tilbuddet om statsborgerskab i Guds elskede Søns Rige, har forløsning i Kristus. Denne forløsning beror alene på at Kristus er død og opstået og ikke på deres eget værk. Men det er også en tilstand vi lever i. Vi er ikke kun frelste de første minutter efter vi har bedt om tilgivelse. Selvom vi stadig gør synd, er enhver statsborger i Guds elskede søns rige omsluttet af Kristi fuldbragte værk på korset.
Den kærlighed Kristus har til os og som kom til udtryk ved, at han tog vores synd og satte os frie, omslutter hele vores liv: Synderne i vores fortid, nutid og fremtid er betalt, og selv døden kan ikke skille os fra vores himmelske fars kærlighed:
For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre. (Rom 8:38-39)
Det afgørende spørgsmål
Det afgørende for din sjæls frelse er derfor ikke hvad din sidste handling på jorden var. Det afgørende spørgsmål enhver må stille sig selv er: Hvor hører jeg hjemme? Har jeg modtaget Kristus og dermed fået statsborgerskab i Guds Rige, eller har jeg mit hjem i denne verden?
Mange kender til Jesus, og betragter ham måske endda som en ven man besøger fra tid til anden, men de fastholder alligevel at bevare deres statsborgerskab i denne verden. For et sådant menneske bliver døden, hvordan den så end kommer, en evig vej til fortabelse. Men de, der tog imod Kristus og er hjemhørende i Nådens Rige, er omsluttet af tilgivelse og kærlighed i dødens stund.
Således kan ethvert Guds barn se med håb mod evigheden. Og efterladte efter selvmordsofre er lige så godt eller dårligt stillede, som alle andre efterladte: Dommen tilhører Herren, og kun han ved med sikkerhed hvem der var hans barn og hvem der ikke var. Men regner vi en afdød for at have levet i Nådens Rige, så må vi også regne den afdøde for omsluttet af Kristi nåde. Det kan hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning, ændre på.