Hvad nu hvis det vigtigste i det kristne liv ikke var gudstjenesten og mødet?
Hver søndag er der gudstjeneste og møde. Det er to vigtige begivenheder, som nemt bliver det, vi mest fokuserer på, når vi forsøger at omsætte vores tro i praksis. Hvis jeg får taget mig sammen og kommer afsted, så står det godt til med mit kristenliv. Hvis jeg ikke får overtalt mig selv til at komme afsted, så ….
Ja, hvad så? I hele verden kæmper Kirkens ledere i disse år med et faldende antal deltagere til søndagens arrangementer. Også hos os bliver der brugt mange kræfter på at overveje, hvad der kan gøres for at fylde kirken og missionshuset igen. Skal mødet være klokken 14, 17 eller 18? Kan vi gøre musikken bedre? Måske nyt og farvestrålende scenelys vil få de yngre til at komme? Skal vi servere mad hver gang, eller er det fint med kage?
Hvad mon der vil ske, hvis vi i det kommende år bruger en hel del mindre tid på at planlægge og arrangere 2 timer af søndagen, og i stedet begynder at se på, hvordan vi lever resten af ugen?
Jeg frygter, at de 166 timer, som resten af ugen har at byde på, er en sovende kæmpe i manges trosliv. I en travl dagligdag kan troslivet nemt drukne, når vi bare har øjnene rettet mod søndag. Men er det overhovedet muligt at leve et trofast kristent liv uden daglig tilbedelse og kontakt med Gud, uden fælles tid med andre kristne, uden at inddrage Jesus i daglige samtaler og uden at tage ham med på jobbet, og hvor vi ellers færdes?
Måske er der for mange kristne, der samles trofast, men ser sig selv som middelmådige, i stedet for at se sig selv som trofaste, åndsfyldte repræsentanter og ambassadører for Jesus – udsendt for at gøre noget meningsfuldt med de 166 timer
En kristen livsstil
Kristne menigheder er sikkert uofficielle verdensmestre i at lave arrangementer. Men den kristne livsstil mellem arrangementerne er afgørende for et ret og godt kristenliv. Alt det fine vi hører om søndagen mister en stor del af sin værdi, hvis det ikke omsættes i et liv, der leves i forventning og tillid til Gud.
Jeg frygter, at alt for mange kristne er fanget i en mentalitet, der siger “kirke er søndag”, og resten af livet ikke er kirke. De erkender ikke, at Kirke er noget, der foregår i nabolaget, skoler, strikkeklubber, idrætsforeninger, og på arbejdspladser og alle andre steder en kristen møder et andet menneske. De fanger ikke rigtigt, at Jesus mente det, da han sagde, at der hvor to eller tre er forsamlede, vil han være midt iblandt dem.
Men Jesus mente det. Han er der, og du er udvalgt. Bibelens løfter gælder også dig. Det betyder. at du er udsendt i en fremmed verden som ambassadør for den Hellige. At han vil være med dig, og at du formår alt i ham, som giver dig kraft. Det betyder at du – netop DU – både kan og skal forvente store ting af Gud.
Hvad nu hvis alle i din lokale menighed vækkede den sovende kæmpe, aktiverede de 166 timer og begyndte at leve det nye liv der er kaldet til? Hvad nu hvis alle ikke kun bad morgen- og aftenbøn, men også levede i small talk med Gud gennem hele dagen? Hvad nu hvis alle kristne var en del af en lille gruppe medkristne, som de jævnligt mødtes med for at dele troen og livet med hinanden?
Hvad nu hvis ingen kristen lærer, pædagog, butiksassistent, sygeplejerske, buschauffør, tømrer, skraldemand eller politiker tog på arbejde uden at være iklædt Kristus og var klar til at tjene ham? Hvad nu hvis alle forstod vigtigheden af at skabe rum for åndelige samtaler i løbet af ugen?
Hvordan ville dit liv så se ud? Hvordan ville din by og dit land se ud?
Når kristne fanger budskabet og forstår Guds autoritet over de øvrige 166 timer, vil Kirkens arbejde blive revolutioneret. Hvis vi kan hjælpe hinanden til at være forsætlige i de 166 timer, tror jeg vi vil bygge Guds rige som aldrig før. Og så tror jeg faktisk også, at problemerne med at få folk til at komme de to sidste af ugens timer vil løse sig selv.