Vi ved, at verden er blevet vendt på hovedet de sidste par år, og kirkerne har bestemt også mærket virkningen. Men nu begynder vi at kunne se frem. De nordiske lande er – med Færøerne i spidsen – gået i gang med at ophæve alle restriktioner, og vi skal til at indstille os på at vi snart kan samles som vi har lyst til.
Men alt er ikke som det var engang. Først og fremmest fordi alle er blevet to år ældre i mellemtiden. Vi har fået nye input. Nogle har måske været hjemsendt og haft ro og tid til at overveje fremtiden. Andre har modsat været igennem en meget belastende tid på jobbet. Børnene er blevet to år ældre, og nogle blev måske endda så gamle at de selv fik børn. Verden er ikke som den var før corona. Vi har udviklet os. Og det skal vi være opmærksom på i menighedslivet.
For det eneste vi kan være nogenlunde sikre på, er at noget af det menighedsarbejde vi havde gang i før epidemien, hverken kan eller bør fortsætte på samme måde. Det er vigtigt at vi som gode kristne ledere tager ansvar for at tage lange og gode samtaler med Gud og hinanden, om hvad der skal ske nu. Vi kan være helt sikre på, at Gud har arbejdet i mange menneskers liv i de sidste to år. Vi er nødt til at finde ud af hvad det betyder for kirkens arbejde i Færøerne.
Allerede før epidemien så man tydelige tegn på at unge søgte microfællesskaber. Altså fællesskaber bestående af måske mindre end 30 personer. – Væksten i antallet af disse kirker var i stigende tendens indtil COVID, fortæller Thom S. Rainer. – Nu ser vi ganske vist tøven med at invitere folk ind i deres hjem. Vi vil se, hvor denne tendens leder hen.
Også Carey Nieuwhof, der underviser kristne ledere, peger på at de traditionelle kirkesamfund står overfor meget svære tider. – Den gamle måde at være kirke på har vist sig at være mindre effektiv år for år i årtier på tværs af næsten alle kirkesamfund og traditioner, siger han. – En undersøgelse foretaget af FACT af over 15.000 kirker udført lige før epidemien ramte viser, at fra 2000 til 2020 faldt det gennemsnitlige deltagertal i gudstjenester i USA fra 137 personer til 65.
Det er Carey Nieuwhofs opfattelse, at fremtidens kirke vil blive mere afhængig af hvad der sker mellem søndagene. – Misforstå mig ikke. Weekendgudstjenester er ekstremt vigtige af en række teologiske årsager (og nogle få praktiske). Men for mange kirker er søndagsgudstjenesten blevet enten alt, hvad kirken gør, eller det vigtigste omdrejningspunkt, som alt andet drejer sig om. Hvis du fokuserer alle dine anstrengelser på én time om søndagen, ignoreres de andre 167 timer på en uge.
Han slår fast, at meget af den innovation, der skal ske i Kirken, skal finde sted uden for søndagen og uden for bygningen.
Og her kommer de små fællesskaber ind i billedet. De giver nemlig mulighed for at indgå i relationer der opleves givende og meningsfyldt for det enkelte medlem, som klart kan se sin egen rolle i det lille fællesskab. De små fællesskaber fungerer mere autonomt, og det er også en vigtig del af den tid vi er i. Samtidigt er det ekstremt vigtigt for den opvoksende generation, at de kan tage socialt ansvar for den verden de lever i, og her kan de små fællesskaber også være en god base for dem at tjene ud fra. Ofte vil man søge sammen i små fællesskaber som deler samme interesse.
– Efterhånden som verden er blevet mere forbundet, er magten flyttet fra institutioner til netværk, fortæller Carey Nieuwhof. – Trossamfund har mistet meget af den indflydelse, de plejede at have, og græsrodsnetværk er opstået i deres sted.
– Uanset hvor højt eller lavt du taler, vil folk ikke lytte på grund af den stilling, titel eller embede, du har. Den gode nyhed er, at det alligevel aldrig var de ting, der gav dig en ægte autoritet som kirkeleder. En af de ting, der definerede Jesu tjeneste var, at hans autoritet aldrig udsprang af en (jordisk) titel, og han klyngede sig heller ikke til magten. Faktisk opgav han magten på bekostning af sit liv, hvilket selvfølgelig ændrede alt.
– Virkelig autoritet udspringer ikke af et embede, en titel eller magt. Den udspringer af ydmyghed, kærlighed og en klar følelse af, hvordan Guds rige er på vej frem i verden. Ledere, der viser den slags karakteristika, vil have en lys fremtid.
Tilbage til basis
For en bevægelse som Heimamissiónin kan der være meget inspiration i at se tilbage på sine egne rødder. Det er kun lidt mere end 100 år siden at de små fællesskaber var kendetegnende for bevægelsen, der i nogen grad opstod i private hjem. Måske var det nogle få kvinder, der mødtes for at læse Guds ord sammen, og så voksede det ellers ud derfra.
Det var også kendetegnende for mange af de tidlige missionsfolk, at de havde et stærkt socialt engagement. Nøjagtigt som vi ser med den opvoksende generation i dag. Mange af pionererne den gang tog et stort ansvar i Blå Kors, i Sømandsmissionens kvindekredse og i andet socialt arbejde. Det var nødvendigt at leve Guds Ord ud i praksis. Kristen var noget man var hver dag gennem ugen.
Nu, hvor vi står på bagkanten af epidemien og skal se frem, er der altså nogen hjælp at hente ved at se tilbage. Vi står i den situation, at vi igen har brug for de små fællesskaber, som enhver stor kirke begyndte med. Det skal vi ikke lade os skræmme af. Vi ved jo, hvor stor velsignelse det har bragt os i fortiden.
Det er vigtigt at vi som ledere sætter os ind i hvem det er, vi er ledere for, og hvad det er for en mission Gud har givet dem. Så kan vi lede dem det rigtige sted hen, og hjælpe dem til at være tro mod de bibelske principper, mens vi i fællesskab kaster os ud i at eksperimentere med hvordan de 167 timer mellem søndagsmøderne får lov til at få afgørende indflydelse i menneskers liv.
Både nu, og de næste 100 år.