Det vakte opsigt forrige uge, da den færøske udenrigsminister, Jenis av Rana, satte ord på, at han ikke kunne pege på en homoseksuel statsminister. Præcist skulle han have sagt: «At leve som såkaldt homoseksuel er i strid med den grundlov, som jeg personligt har, som Miðflokkurin har, og som jeg også mener det færøske folk har.»
Ingen er i tvivl om, at den grundlov han henviser til, er bibelen. Og ja, bibelen afviser homoseksuel praksis. Ja, hans politiske parti Miðflokkurin gør derfor det samme. Men NEJ Jenis: Et flertal af færinger har altså ikke længere bibelen som grundlov for deres liv.
De fleste bekender sig nok stadigvæk til at tro på, at Gud findes. Men rigtigt mange insisterer på selv at bestemme hvordan Gud skal se ud, hvordan han skal tænke og hvordan han skal opføre sig. Bibelen er i flere år blevet tilsidesat og regnes ikke som et sted, det er lovligt at hente sine meninger.
For en bibeltro kristen bliver det sådan et modsætningsforhold, som er svær at forstå. Hvordan kan man på den ene side tro, at bibelens Gud eksisterer og samtidigt tilsidesætte hans holdninger som underordnede eller ligegyldige? Det virker lige selvsikkert nok at tro, at man i længden skulle slippe godt afsted med at tilsidesætte en Gud, hvis eksistens man anerkender.
Men det er altså der, vi er lige nu. Flere har angrebet at Jenis av Rana tillægger bibelen så meget betydning, at den får indflydelse på den politik, han fører. Og i angrebet på formanden for Miðflokkurin afslører de samtidigt en helt utrolig selvmodsigende adfærd. For nok anklager de bibelfundamentalister som Jenis av Rana for at være intolerante. Men ingen er så intolerant som den tolerante er i mødet med en, han mener er intolerant. Elever på gymnasiet i Tórshavn var klar til at smide Jenis av Rana ud fra et vælgermøde, og dermed udelukke hans bibeltro holdninger fra det demokratiske samfund. I lagtinget ser det ud til, at et flertal ikke mener, en bibeltro kan sidde i landsstyret. LGBT og bølgen af wokeness viser endnu engang deres suverænt intolerante adfærd, der konsekvent søger at udskamme og lukke ned for alle, der vover at udtale sig kritisk om dem og deres virke.
Åndsfriheden er under et alvorligt pres. Lad mig understrege, at jeg ikke mener dette er LGBTs skyld, om end de i min optik bærer et alvorligt medansvar for den manglende rummelighed, der er ved at opstå i det færøske samfund. LGBT rider i denne sammenhæng kun med på en kulturel bølge, der de seneste årtier har spredt sig i den vestlige verden. Vi er alle i et eller andet omfang børn af vores tid og påvirket af de post-kristne strømninger, der ruller ud over verden. Derfor må vi også alle dele skylden, og påtage os ansvaret for at sikre frihedsrettighederne. Herunder rettighederne til frit at tænke og tro som man nu gør.
Det kræver at man genudvikler forståelsen for, at selvom man selv er gudløs eller har valgt at sætte sig over den Gud, man tror findes, kan andre godt have mødt noget, der er så meget større end dem selv, at det har fået afgørende indflydelse på deres opfattelse af livet og den verden, det leves i. Åndsfrihed kalder på respekt og ydmyghed overfor det, der ligger udenfor det, vi kan se, måle og veje.
Indtil folk besinder sig og igen tager den Gud, de siger de tror på, alvorligt, har det færøske folk ikke bibelen som en fælles grundlov i hjertet. Det er derfor et aktuelt emne vi tager op, når vi i den kommende weekend inviterer til Stormøder i idrætshallen på Skála under overskriften Ét liv – to veje. Gud insisterer på at blive taget alvorligt, og vi har kun det ene liv til at gøre det i. Så måske er det på tide at tage sin bekendelse af Guds eksistens så alvorligt, at man lader det få afgørende indflydelse på sit liv?
For vi er stadig en del, der kan bevidne, at vi har gjort os personlige erfaringer af Guds eksistens. Når vi tillægger en enkelt bog så meget betydning, er det ikke bare på grund af bogen i sig selv, men fordi der lægger mere bag ved det. Vi har på forskellige måder opdaget en skjult hemmelighed imellem alle bogstaverne i denne bog. Og vi ved godt, at det for andre virker mærkeligt – ja måske endda tåbeligt. Men midt imellem bogstaverne fandt vi noget, som ikke kan forklares – kun erfares. Og selvom vi har fuld forståelse for at andre ikke har fundet frem til hemmeligheden, beder vi ydmygt om så meget respekt, at man i det mindste giver rum for vores erfaringer.
Som en lille kuriositet i denne sag er det værd her til sidst at nævne, at der næppe er nogen i det danske folketing, der er mere enig med Jenis av Rana om LGBT end netop Søren Pape Poulsen. Han har ikke meget tilovers for denne socialistiske venstrefløjsbevægelse og den bølge af wokeness LGBT ridder på. Han – og hans parti – bekender også åbenlyst, at der kun findes to køn, og er gået til angreb på foreningen Sex og Samfund, som er bærer af LGBTs ideologi om at der findes mange køn. Hvis man ser bort fra det faktum at Søren Pape Poulsen er praktiserende homoseksuel, så vil han efter valget sandsynligvis være den partileder, der er mest enig med Jenis af Rana. (Forudsat at Kristendemokraterne ikke bliver valgt ind.)
Søren Pape Poulsen har nemlig også anet, at der er en hemmelighed gemt i bogen, og derfor opsøger han jævnligt kirken. Jeg håber han en dag også finder hemmeligheden, for den er ret fantastisk at kende. Også selvom det gør at man pludselig må se sig selv med helt nye øjne.