Jeg kom til at tænke på en oplevelse fra sidste år. Jeg var blevet hyret som guide for et kristent amerikansk ægtepar, som jeg hentede ved et krydstogtskib og tog med rundt til nogle af Færøernes smukke steder.
Vi holdt samtalen let og venlig – indtil vi alligevel kom ind på et emne, jeg egentlig havde forsøgt at undgå: skat.
De ville gerne vide, hvorfor vi betaler så meget i vores del af verden. Jeg forklarede, at det er rigtigt, men at vi til gengæld har et velfærdssystem, de fleste af os er glade for. Jeg nævnte, at jeg selv får en ret dyr, livsvarig behandling – helt gratis – og at mange af de opgaver, som kirker i USA ofte står med, som f.eks. uddeling af mad til trængende, her hos os primært sker til jul eller som hjælp ved konfirmationer. Det er ikke fordi behovet ikke findes – men fordi meget bliver dækket af det offentlige.
Jeg vidste, at kvinden arbejdede som koordinator for netop kirkens maduddeling hjemme i Texas, og jeg kunne se utilfredsheden tegne sig i hendes ansigt. Det var, som om staten havde stjålet kirkens – og hendes – arbejde. Og så skulle hun ovenikøbet betale for det gennem skatten.
Hun kommer næppe til at flytte til Færøerne.
Har kirken en rolle?
Men oplevelsen satte tanker i gang. Ikke bare om politik og skat – men om noget langt dybere:
Har vi stadig en diakonal opgave som kristne fællesskaber i et samfund, hvor så meget allerede er taget hånd om?
Der var engang, hvor missionsfolk byggede skoler og plejede de syge. Hvor man oplærte landmænd og søfolk og sørgede for de udsatte. Det var konkret, jordnært og livsnært.
Men siden da er meget blevet overtaget af det offentlige. Det er i og for sig godt – det er jo netop næstekærlighed på systemniveau, og det har gjort livet tryggere for mange. Men det har også ændret vores rolle. Og måske har det gjort os lidt usikre. Hvad er der så tilbage for os? Hvor giver det mening at engagere sig i dag?
Jeg tror, det spørgsmål rumsterer i mange. Og måske er vi begyndt at ane nogle svar.
For selvom systemerne er effektive, er mennesker stadig sårbare. Ensomhed, overbelastning og meningsløshed findes – midt i velfærden. Vi møder mennesker, der står i livskriser, overgangsfaser eller svære perioder, som systemet ikke kan tage sig af. Der er unge, der flytter hjemmefra og føler sig fortabte. Mennesker, der har mistet, og bare har brug for nogen, der tør være der. Nogle, der har svært ved det praktiske og ikke ved, hvem de skal ringe til.
Det er her, jeg tror vi har en opgave. En mulighed. Et kald.
Nærvær – ikke flere projekter
Jeg kender f.eks. til en gruppe, der beder for og med alvorlig syge og deres pårørende. Fra tid til anden hjælper de også med små praktiske ting. Det er ikke organiseret som et stort projekt, men det gør forskel. Fordi det er nært. Fordi det er ægte. ‘
Vi har også frivillige med hænderne skruet rigtigt på. De kan samle møbler, reparere ting, hjælpe med små flytninger. Det virker måske banalt – men for dem, der står alene med det, kan det betyde verden.
Og så spirer der også tanker frem i mødet med mennesker, der er nye i vores land. Nogle kommer fra krig, andre fra fattigdom – og de møder mange systemer. Men hvad de ofte savner, er et menneske, der ser dem. Ikke som en sag, men som en ven. Her tror jeg, at missionsfolk har noget særligt at give.
Vi skal ikke være eksperter, og vi skal ikke være myndighedsudfordrere. Men vi kan noget, ingen systemer kan: Vi kan være nærværende. Vi kan gå med. Vi kan lytte. Vi kan række hånden ud – og vi kan tro med dem, der ikke længere orker selv at bede.
Jeg tror, det er tid til at genopdage det kald, vi altid har haft. Ikke i protest mod velfærden – men som et supplement til det, staten aldrig kan levere: omsorg i øjenhøjde, uformelle fællesskaber, samtaler i mørket og håb i handling.
Måske er det tid til at spørge os selv: Hvor kan vi gøre gavn som mennesker, der deler liv og håb med hinanden.
Og måske er svaret ikke at opfinde noget nyt – men at træde ind i det, vi altid har været kaldet til:
At følge Kristus – i ord, i liv, i tjeneste.