Vibia Perpetua var en ung kvinde af adelig æt. Hun var toogtyve år, ægtefælle og mor til en lille dreng. Og så var hun kristen. Den 7. marts i år 203 blev hun dræbt for sin tro. Det skete i byen Carthage i Nordafrika
Når vi i dag kender Perpetuas historie, skyldes det ikke mindst, at hun selv skrev den ned. Hendes fortælling hedder The Passion of Saints Perpetua and Felicitas og er et af de meget sjældne eksempler på bevarede tekster, skrevet af en kvindelig forfatter på den tid. Teksten spiller derfor en stor rolle i forståelsen af datidens kvinder. Men mest af alt er beretningen en martyrs dagbog.
Takket være hendes dagbog har vi i nutiden en idé om hvad der foregik i hendes sidste dage.
Fortællingen blev efter hendes død skrevet færdigt af en af hendes samtidige. Hvem ved vi ikke.
De var fem kristne, der var dømt til døden på arenaen. Én af de andre var kvinden Felicitas. Hun var en gravid slave. To dage før hun blev henrettet fødte hun en datter.
Også på den tid blev mange kristne forfulgt i Nordafrika. Den romerske kejser, Septimus Severus, var af den opfattelse, at kristendommen underminerede den romerske patrioisme. Han ville derfor stække kristendommens udbredelse. Nordafrika var på det tidspunkt centrum for et levende kristent samfund. Derfor var det ikke overraskende, at kejseren fokuserede sin opmærksomhed på Nordafrika, da han ville forsøge at begrænse kristendommen.
I fængslet
Perpetuas far var hedning, og han kom ofte til fængslet, bærende på Perpetuas lille søn. Med den lille dreng på armen tiggede og bad han sin datter om at give afkald på Jesus og redde hendes liv. Men til ingen nytte. Hen ad vejen fik Perpetua lov til at amme sin lille søn.
Perpetua skrev sådan i hendes bog:
– Da jeg var i forfølgernes hænder, prøvede min far i hans ømme omsorg hårdt at vride mig væk fra troen, skrev Pepetua, og fortsatte:
– Min far, sagde jeg, du ser denne kande. Kan vi kalde den med et andet navn end hvad den er?
– Nej, svarede han.
– Jeg kan heller ikke, sagde jeg, kalde mig selv noget andet navn end kristen.
– Datter, sagde han: Hav medlidenhed med mine grå hår; have medlidenhed med din far. Gør mig ikke til skændsel. Se dine brødre, din mor og din tante; se dit barn, som ikke kan leve uden dig. Ødelæg ikke os alle.
Således talte min far, kyssede mine hænder og kastede sig for mine fødder. Og jeg græd på grund af min far, for han alene af hele min familie ville ikke glæde sig over mit martyrium. Så jeg trøstede ham og sagde:
– I denne prøvelse finder sted, hvad Gud bestemmer. Vi er ikke i vore egne hænder, men i Guds hånd. ‘ Så forlod han mig, mens han græd bittert.
Retssagen
Og Perpetua og hendes fire brødre og søstre i Herren blev stillet for retten. Det var guvernøren Hilarianus der fungerede som dommer i sagen. Først blev vennerne afhørt. Én efter én bekendte de, at de var kristne. Og én efter én afviste de, at bringe et offer på det romerske alter. Det var nemlig sådan, at man kunne undgå dødsdommen, hvis man som dømt kristen kastede et par røgelseskorn på den hedenske guds alter og derved anerkendte dens dominans. Men ingen af Perpetuas venner ville anerkende, at den hedenske Gud var større end Kristus. Derefter vendte Hilarianus sig mod Perpetua og så spørgende på hende.
I samme øjeblik brød hendes far ind i rummet. Han bar på Perpetuas lille søn. Han greb Perpetua og bønfaldt: – Udfør ofret. Hav medlidenhed med din baby!
Hilarianus, der sandsynligvis ønskede at undgå det ubehagelige ved at henrette en mor, der stadig ammede et barn, tilføjede: – Hav medlidenhed med din fars grå hoved, hav medlidenhed med din ammende søn. Bring nu dette offer for kejseren.
Men Perpetua afviste ham med ordene: – Det vil jeg ikke.
– Er du da kristen? spurgte guvernøren.
– Ja det er jeg, svarede Perpetua.
Hendes far afbrød igen og bad hende om at ofre, men Hilarianus havde hørt nok: Han beordrede soldaterne til at slå faderen til tavshed. Derefter dømte han Perpetua og hendes venner til at dø i arenaen.
Henrettelsen
Den 7. marts blev Perpetua og hendes fire ledsagere ført til arenaen, hvor publikum krævede, at de blev pisket. Derefter blev et vildsvin, en bjørn, en leopard og en tyr lukket løs på de fem venner.
Tyren kastede Perpetua op i luften. Hun faldt til jorden på ryggen, men satte sig snart op. Så rettede hun sin flåede tunika og gik hen for at hjælpe Felicitas. Derefter angreb leoparden, og det tog ikke lang tid, før de kristnes tunikaer var røde af blod.
Trods den grusomme behandling overlevede de dyrenes angreb. Og tilskuerne råbte, at de skulle føres ind midt i arenaen, så alle bedre kunne se henrettelserne. Da rejste de fem sig af sig selv og flyttede sig derhen, hvor folket ønskede. Men de kyssede først hinanden for at fuldbyrde deres martyrium med fredskysset. Saturus var den første der opgav sin ånd, mens Perpetua, der blev stukket mellem ribbenene for at tilføje hende mere smerte, råbte højlydt. Hårdt sårede opfordrede vennerne hinanden til at ‘stå fast i troen og elske hinanden’. Så førte Perpetua den unge gladiators usikre hånd til sin egen hals.
Og her ender dagbogen. Men takket være Perpetuas dagbog lever mindet om dem videre. Også kirkefaderen Augustinus læste hvad hun havde skrevet. Og det inspirerede ham så meget, at han forkyndte fire prædikener om hendes død.
Du kan læse hele Perpetuas lidelseshistorie på engelsk her: http://www.earlychristianwritings.com/text/tertullian24.html
