Der er stærke kræfter på spil i disse år. Kraftige meninger skyller imod os, båret af internettets brusende bølger. Ofte indeholder de en grundsubstans, som man umiddelbart kun kan være enig i. Men under overfladen lurer farerne for din kristne tro.
Vi er skabt til at elske Gud og mennesker. Det er den bibelske grundlov, og derfor kan der heller ikke på nogen måde være tvivl om, at enhver kristen skal opføre sig ordentligt overfor sine medmennesker. Ja, faktisk forventer Gud langt mere af os, end at vi blot opfører os ordentligt. Han forventer faktisk, at vi også er aktivt engagerede i at sikre, at vores medmennesker har det godt. Og det indebærer selvfølgeligt, at vi ikke optræder upassende overfor mennesker af det andet køn, ligesom vi selvfølgelig ikke tillægger mennesker forskellig værdi på grund af deres hudfarve.
Derfor er det også meget nemt for os som kristne blot at nikke og råbe AMEN, når internationale bevægelser som #MeToo og #Blacklivesmatters på hver deres område går ind i kampen for at sikre at vi behandler hinanden ordentligt. Desværre er begge bevægelser også gode eksempler på hvordan vi i disse år bevæger os hen mod det post-kristne samfund, hvor menneskelig moral afløser det kristne samfund, vi engang kendte.
Det moralske samfund
I det nye moralske samfund findes ingen tilgivelse. Derfor bliver gamle statuer revet ned og mennesker bliver stillet til regnskab for fortidens synder. Har man én gang begået en fejl, må man i det moralske samfund ikke forvente, at man igen kan blive betroet noget som helst. Som Dr. Phil., lektor emeritus Michael Böss så rammende skriver det i en rubrik i Kristeligt Dagblad: “Her findes der ingen synd eller soning, men kun forbrydre og ofre. Her er det folkeopinionens selvbestaltede vogtere, der administrerer dommedag for os. Her lever vi under loven, og under den, findes ingen nåde”.
Kulturen påvirker troen
Hverken #MeToo eller #Blacklivesmatters har alene bragt os i ind i den post-kristne tidsalder, men begge bevægelser bæres af nogle endnu større og kraftige strømninger i tiden. De kraftige strømme, der bærer LGBT-bevægelsen og kampen for retten til fri abort er andre eksempler på hvordan tidsånden tager sit udgangspunkt i noget, der på overfladen kan ligne kærlighed til medmennesket, men i virkeligheden fører mennesket væk fra kærlighedens kilde.
Ikke mindst i internettets kogende heksekedel samles tidens strømninger til en fælles mægtig flod, der tilsammen danner en ny kultur, som møder os med gudsforladthed. I den nye kultur er det mennesket, der er centrum for tilbedelsen.
Også som kristne præges vi af den nye kultur. Siden syndefaldet har vi foretrukket menneskets ånd frem for Guds Ånd, og nu skal vi mere end nogensinde før kæmpe for at give Guds Ånd lov til at råde i vores liv. Det er nemlig stærkt fristende at lade sig rive med af tidens moralske strømninger uden at overveje, hvor de mon fører os hen. En god moral er jo netop noget, vi gerne vil kendetegnes ved, og det er en del af vores kristne selvforståelse, at vi skal bekæmpe ulighed mellem mennesker. På overfladen ser vi nogle gode og rene motiver, der skjuler de underliggende problemer. Derfor er vi meget sårbare overfor det angreb, der i disse år sættes ind mod vores tro.
Nej til splittelse og forladthed
Jeg mener, vi som kristne er nødt til at sige nej til #MeToo, #Blacklivesmatters og en række af de andre stærke strømme, som trods deres gode intentioner, driver menneskeheden ud i splittelse og forladthed.
Hvis vi lader os rive med af tidsstrømmen, og begynder at omfortolke bibelen, så der bliver plads til homoseksuelt samliv, og klapjagt på enhver synder, kan vi ikke længere være lys i verden.
Men vi skal ikke glemme de gode intentioner, der satte bevægelserne i gang. Faktisk er vi de eneste, der kan hjælpe de mange mennesker, der på en eller anden måde råber på retfærdighed og kærlighed. Vi må mere end nogensinde før være klar til at række Guds kærlighed til vores medmennesker. For ægte kærlighed kommer fra Gud, og det er kun den kærlighed, der i sandhed kan lære os at respektere hinandens grænser, og hjælpe os til at elske og ære hinanden uanset hvilken hudfarve vi har.
Vi må sige fra, når vi oplever, at tilgivelse erstattes af nådesløs jagt på syndere. Gud vil både give genoprejsning til den forurettede og tilbyde synderen tilgivelse og mulighed for en frisk start. Og vi ved, at tilgivelsen er lige så vigtig for det menneske, der tilgiver, som for den, der bliver tilgivet.
Vi må stå fast på, at Gud har fuldstændig styr på, under hvilke vilkår kærligheden mellem mennesker bedst trives, også selvom det betyder, at man som homoseksuel er nødt til at leve et liv uden sex. Vi må vidt og bredt forkynde, at altings skaber har styr på, hvem han skaber, også selvom graviditeten sætter os i en svær situation.
Svigter vi Gud, svigter vi dem han elsker
Denne verden er nådesløs. Men som kristne er vi ikke af denne verden. Vores hjem er i Nådens Rige, men vores far har i kærlighed udsendt os til denne verden, for at vi skal hjælpe mennesker til at elske og ære ham og hinanden. Hvis vi giver køb på vores fars værdier, og det grundlag, han har sendt os ud på, kan vi ikke længere være lys i verden. Så er der kun mørke og tomhed tilbage. Da har vi ladt sårede kvinder, der råber #MeToo i stikken. Da har vi svigtet sorte mennesker, der i deres nød råber #Blacklivesmatters. Så lad os gå med fredens evangelium, som både vil gøre op med uret, men også insistere på at kun Kristi kærlighed kan forene os og sætte os frie til at leve sammen i kærlighed.