Der var en tid, hvor menneskerettighederne fremstod som et udtryk for nogle fælles værdier, der gjaldt os alle på tværs af folkeslag og nationer. Ikke fordi vi alle tænkte ens, men fordi vi i sidste ende anerkendte en grundlæggende sandhed: at ethvert menneske har værdi, værdighed og ret – ikke som noget menneskeskabt, men som noget medfødt. Eller set med bibelske øjne: som noget der givet af Gud.
I dag ser vi desværre en anden virkelighed.
Menneskerettighederne er blevet en kampplads for modsatrettede ideologier.
Hvor vi engang kunne enes om retten til liv, ytringsfrihed og trosfrihed, står vi i dag splittet i dybe værdikonflikter, hvor ytringsfrihed sættes op mod religionsfrihed, og kvinders rettigheder kolliderer med transpersoners rettigheder.
På flere områder har vi mistet blikket for, hvad der er primære rettigheder, og hvad der er sekundære og afledte rettigheder.
Det ser vi blandt andet i abortdebatten, hvor en grundlæggende rettighed – retten til liv – sættes op imod en sekundær og afledt rettighed: retten til selvbestemmelse.
Når rettigheder støder sammen uden en fast norm, opstår ikke løsninger, men nye fronter.
Vi kan ikke lægge skylden for polariseringen på Amnesty International. Men deres valg om at træde ind i værdipolitiske kampe har bidraget til, at menneskerettighederne mistede deres samlende stemme. Siden de traf det valg har menneskerettighederne befundet sig i frit fald, uden en aktør med troværdighed til at tale på vegne af alle.
Denne udvikling peger på en dybere sandhed: Vi mangler i dag en fælles grund at stå på.
Menneskerettighederne blev ikke født i et tomrum. De hviler på en idé, som kristendommen gennem århundreder har båret frem – nemlig at mennesket er skabt i Guds billede (1 Mosebog 1,27) og derfor har en uopgivelig, medfødt værdighed.
Når vi mister dette fundament, bliver menneskerettighederne let noget, vi selv skal forhandle om – hvor det ikke er sandheden, men vores egne viljer, der sætter grænserne.
Og når Guds vilje ikke længere er rettesnoren, risikerer vi, at det er magten – ikke retten – der får det sidste ord.
Institut for Menneskerettigheder peger på, at rettigheder i dag ofte bruges strategisk i politiske kampe (menneskeret.dk), og Roskilde Universitet bemærker, hvordan grundlæggende rettigheder støder sammen uden en klar, fælles løsning (rucforsk.ruc.dk).
Som Luther betonede, er mennesket både retfærdigt og syndigt på én gang (“simul justus et peccator”). Det betyder, at selv de bedste menneskelige projekter er skrøbelige, hvis ikke de holdes fast i en højere sandhed. Retfærdigheden kan ikke skabes nedefra alene. Den må være givet ovenfra.
Kristendommens syn på mennesket giver både en ubetinget værdighed (“Du har gjort ham kun lidt ringere end Gud,” Salme 8,6) – og en dyb realisme om vores trang til at søge vores egen vilje fremfor sandheden.
Menneskerettighederne som idé er ikke forældede. Men de kan ikke overleve alene som lovparagraffer. De kræver en dybere fortælling om, hvorfor mennesket har værdi – en fortælling, der peger ud over os selv.
Måske finder vi ikke fælles fodslag igen, før vi tør lade frihed, ansvar og værdighed vokse ud af deres egentlige rod – Gud selv.
Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvem der kan tale for menneskerettighederne i dag.
Spørgsmålet er, om vi overhovedet vil – eller kan – finde tilbage til det fundament, de bygger på.
Kilder
Roskilde Universitet: Forholdet mellem ytringsfrihed og religionsfrihed:
Institut for Menneskerettigheder: Er menneskerettighederne universelle?:
https://menneskeret.dk/artikler/menneskerettighederne-universelle
Bibelske referencer:
1 Mosebog 1,27: “Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det.”
Salme 8,6: “Du har gjort ham kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet ham.”