Jeg lukker siden ned og ser opgivende væk fra computeren. Noget indeni mig orker ikke rigtigt at blive ved med at læse. Det sker oftere og oftere, at jeg har det sådan. Der kommer sådan en mental træthed over mig, når jeg sidder og læser om alt det, der rører sig rundt om i verden.
Der er ikke rigtigt hoved og hale i det. Ingen sammenhæng. Ingen konsekvens. Det virker tilfældigt og uforudsigeligt.
Aldrig har der været så meget fokus på klima. Mange mennesker udtrykker bekymring for miljøet og støtter initiativer som klimastrejker og bæredygtige produkter. Men mens vi sidder og spiser bæredygtige fisk med økologiske kartofler til, bestiller vi det ene elendige produkt efter det andet fra kinesiske TEMU, der hver eneste dag sprøjter billig plastik og dårligt tøj ind over Europa. Bagefter rejser vi os op og sætter os ud i bilen blot for at køre nogle få hundrede metre gennem bygden til et sted, hvor vi kan betale for at løbe på en maskine. Alt det der med natur er nu bedst, hvis man ser det ud gennem et vindue. Tænk bare hvis man blev kold eller våd eller sådan noget.
Vi vil også gerne bevare den færøske kultur, men vi importerer arbejdskraft (og ægtefæller) fra lande, som aldrig tidligere har påvirket vores kultur. Imens falder børnetallet uden nogle tør tage debatten om, hvorvidt vi har en samfundsforpligtigelse til at de, der kan, laver børnene selv. Men nej. Det er åbenbart en indlysende trussel mod al kvindelighed at blive mor, og derfor er det bedre at diskutere fri abort, end at bruge tid på at finde ud af hvordan man kan hjælpe børnefamilierne på en god måde.
I Danmark har Copenhagen Pride gjort sig til fortalere for en palæstinensisk stat hvor det er helt givet, at seksuelle minoriteter kan blive fængslet og udsat for tortur. Unge studerende i hele den vestlige verden mener, at den bedste måde at bevare demokratiet og sikre en fordomsfri dialog er ved at forhindre folkevalgte politikere i at tale. Ideen om mangfoldighed og inklusion er sendt til tælling. I stedet bliver personer og organisationer udstødt og boykottet for udtalelser eller handlinger, som bliver anset for stødende. De, der råber højest om inklusion, viste sig også at være de, som vidste mindst om, hvad det betyder i praksis.
Verden er blevet en værre gang rod. Der findes ikke længere nogen sandhed, der kan bruges som moralsk kompas. De fleste kastets hid og did af skiftende vinde.
Ikke tilladt at sige nej.
Men det er også svært at fastholde nogen form for sandhed, når man aldrig må sige fra overfor andre. Et af de mest grundlæggende principper, alle skal tvinges til at leve efter, er nemlig forpligtigelsen til at sige ukritisk ja til alle, og helst støtte aktiv op om deres agendaer. Udgangspunktet er at alle har lige ret, og hvad der er sandt eller falsk må derfor afgøres fra gang til gang i den enkelte situation, uden at man begynder at tænke for meget på overordnede helheder, og de principper man selv står for.
Sandheden handler ikke om fakta, men om følelser. Den er, hvad du selv bestemmer, den skal være. Hvis du føler, det er godt for dig at købe tøj af tvivlsom kvalitet fra Kina så er det både godt og sandt, og det skal ingen andre stille spørgsmål ved. Hvis du synes, det er vigtigt at gøre noget ved klimaet, er det også godt og sandt, og hvis du synes begge dele er godt for dig, så er det også godt og sandt. Sandheden er blevet gjort privat, så kun du kan sige, hvad der er sandt og falsk i din verden, og du er mere end velkommen til at lave en sandhedskonstruktion, som ikke giver mening for andre end dig.
Og når man ikke behøver at tænker i helhedsløsninger kan selv LGBTQ jo også gå ind for en fri palæstinensisk stat. Ræsonnementet er jo så enkelt, at man selvfølgelig skal støtte op om et andet mindretals ønske. Kun palæstinenserne selv kan jo fortælle hvad der er godt for dem. Af en eller anden grund er der ingen, der diskuterer hverken kvinderettigheder eller homoseksuelles forhold i Palæstina. Ingen vil tage sig den ret at være konsekvent i sine holdninger.
Videnskaben overtrumfes af drømme, tanker og følelser. X og Y kromosomer gøres betydningsløse, og erstattes af ”det oplevede køn”. Så må man identificere sig som det man vil. Kun mine egne følelser kan fortælle mig, hvad der er sandt for mig.
Det er intet under, at vi står med en opvoksende generation af unge med angst og stress. Der er ingen faste rammer om livet. Ingen universel sandhed man kan bruge som rettesnor. Dine følelsers storme vil kaste dig rundt som en lille løvfugl i vinden, men du vil opleve at stormen nemt slår dig dybt ind i et tornekrat.
Sådan en som mig
Men så er der jo også sådan en som mig. Jeg er lidt gammeldags, og en af dem, der hurtigt bliver dømt ude. Jeg er det levende bevis på at inklusionen også har sine grænser. Det er nok derfor, jeg bliver lidt træt, når jeg læser nyhederne.
Jeg har en dyb, og for mennesker uforklarlig, overbevisning om, at der findes en universel sandhed, som er gældende for alle mennesker til alle tider; at der er noget der er større end mig, som jeg kan bruge som rettesnor for, hvordan jeg skal forsøge at leve mit liv. At det er sandt, at Vejen, Sandheden og Livet findes i sin allermest bestemte form. Og netop deri ligger mit håb, når jeg forsøger at navigere gennem en verden præget af selvmodsigelser.
Min overbevisning er så dyb, at jeg er nød til at være tro mod den. Jeg kan ikke leve med de selvmodsigelser, som ellers præger verden. Når lyset tændes bliver jeg nødt til at forholde mig til det rod, som lyset afslører. Alt andet er ikke bare hyklerisk. Det er direkte dumt.
Heldigvis er det ikke kun rod som lyset afslører. Der viser sig også, at der er en anden, der egenhændigt har påtaget sig ansvaret for oprydningen, og nu beder han mig om at gå den vej, som han har banet for mig. Jeg er glad for, at han opsøgte mig, for han har været mig en god ven og vejleder gennem hele livet.
Jeg ved, at han også er klar til at afsløre sandheden for dig, og hjælpe dig til at integrere den i dit liv. At han for længst har tænkt planer for dig. Det er planer om lykke, fremtid og håb, som skal føre dig godt igennem både livet og døden og ind i evigheden.
Men prisen her og nu kan nogle gange være, at man bliver udstødt af de, der påstår at være inkluderende, men slet ikke er det. Det kommer med en pris, når sandhedens lys afslører, at der kun findes to køn, men mange måder at være mænd og kvinder på. Man kan blive kaldt lidt af hvert, når man fastholder, at det i det lange løb er bedst for mennesker at holde de seksuelle relationer indenfor rammerne af ægteskabet mellem mand og kvinde. Man bliver hurtigt upopulær, når man synes, at der må være mere smarte måder at løse konflikter på, end at oprette en ny islamistisk stat i Mellemøsten.
Men Sandheden kræver at komme frem. Af kærlighed til os insisterer Han på at blive taget seriøs. Og indtil det sker, vil paradokserne i denne verden sørge for at lægge træthed og tunge byrder på en hel generation, som burde have levet et liv i frihed.