Et er sikkert: Mennesker omkring ham, havde ikke forventet det helt store af George Müller, der i teenageårene var en småkriminel rod. Men han endte som et trosvidne, der uden fast indtægt hver dag brødfødte 2000 børn.
Hans fulde navn var Johann George Ferdinand Müller, men i dag er han blot kendt som George Müller. Han blev født i Preussen den 27. september 1805, som søn af Johann og Sophie Müller. Senere flyttede de til Heimersleben, hvor faderen arbejdede som skatteopkræver.
Allerede før GM blev 10 år begyndte han at stjæle af de skattepenge, hans far havde inddrevet. Resten af hans teenageår var præget af tyveri samt beruselse, spil og løgn. Alligevel fik faderen, Johann, George sat i den klassiske katedralskole i Halberstadt. Det var nemlig faderens ønske, at George skulle blive præst. Ikke fordi faderen selv lagde så meget i troen, men præster fik jo en fast løn, og faderen håbede derfor, at George ville have råd til at tage sig af faderen, når han blev for gammel til at forsørge sig selv.
George tilbragte de fleste skoleår med at feste. Som 14-årig spillede han kort og drak hele natten, mens hans mor døde. Efter Georges konfirmation fortsatte hans festlige livsstil. Men han brugte flere penge end han kunne skaffe og endte til sidst i gældsfængslet. Og endelig begyndte det at gå op for George, at han havde brug for at ændre sine vaner. Det var nu slet ikke så nemt. For selvom han tog en god og livsændrende beslutning, faldt han hurtigt tilbage igen. Først senere fandt han ud af, at sand frihed kun kom med evangeliet om Kristus
Bad med pietisterne
I foråret 1825 begyndte George at gå på det berømte universitet i Halle. Her mødte han den pietistiske teologi og mennesker med ægte tro, som blev udlevet i dagligdagen. En af disse var Beta, en gammel skolekammerat fra skolen i Halberstadt.
En dag mødtes de to tilfældigt på et værtshus og Beta inviterede George med til et bedemøde hjemme hos en ven. Det blev her George omsider fik sat en ny kurs i sit liv. Efter at have hørt Guds ord, blev en trykt prædiken læst, og mens George bad sammen med de ydmyge og mindre lærde mænd, der accepterede hans tilstedeværelse på trods af hans synd, følte George kaldet vokse i hans hjerte:
– Da vi gik hjem, sagde jeg til Beta: ‘Alt, hvad vi har set på vores rejse til Schweiz, og alle vores tidligere fornøjelser, er som intet i sammenligning med denne aften.’ Jeg husker ikke om jeg faldt på knæ, da jeg kom hjem, men dette ved jeg: At jeg lå fredelig og glad i min seng. Dette viser, at Herren kan begynde sit arbejde på forskellige måder. For jeg er ikke det mindste i tvivl om, at den aften begyndte han et nådearbejde i mig, skønt jeg fik glæde uden nogen dyb hjertesorg og næppe med nogen viden. Den aften var vendepunktet i mit liv.
I den følgende tid måtte George opgive en række af de gamle venskaber, mens han vendte sig bort fra de synder, der plagede ham tidligere. Tidligt i 1826 følte George, efter bøn og alvorlig overvejelse, sig kaldet til at blive missionær. Den beslutning førte desværre til et brud med faderen, som nu opgav håbet om, at George ville tjene godt og forsørge ham i hans alderdom. Derfor måtte George selv betale for resten af uddannelsen i Halle
Brødre i troen
Efter at være optaget i London Society for Promoting Christianity among the Jewish (LSPCJ) flyttede George til London i marts 1829. George studerede og arbejdede hårdt, men han var ofte syg, og kun 23 år gammel stod han første gang ansigt til ansigt med døden.
Selvom han kom sig, foreslog en ven, at skulle rejse til kystbyen Devon, hvor havluften angiveligt ville gøre ham godt. George var enig, og tog ophold i Devon, hvor han mødte skotten Henry Craik. Mændene udviklede hurtigt et tæt venskab, der kom til at sætte kursen for resten af Georges liv. Ligesom George havde Henry fundet troen i sin tid på universitetet hvor han havde lyttet til den tidligere tandlæge, Anthony Norris Groves, der nu var missionær. George, Henry og Anthony blev med tiden fremtrædende medlemmer i Plymouth Brethren-bevægelsen.
I 1829 modtog George kaldet som præst for menigheden i Ebenezer Chapel i Devon, og i oktober samme år giftede han sig med Mary Groves, søster til hans ven og mentor Anthony Norris Groves.
Stole på bøn
I fællesskab besluttede de nygifte, at de ville tjene menigheden i Ebenezer trofast uden at lægge nogen til byrde. Derfor gav de afkald på Georges tildelte løn. Fra det tidspunkt bad George aldrig direkte om penge fra nogen, inklusive trosfæller. De, der følte sig kaldet til at støtte parret, kunne give kirken frivillige gaver. George var endda kendt for lejlighedsvis at afvise pengegaver, hvis han følte, han havde, hvad han skulle bruge. Som et bevis på Guds trofasthed modtog ægteparret Müllers alt, hvad de havde brug for i den tid de var i menigheden.
Georges praksis med aldrig at bede om midler fortsatte, da han og Henry, begyndte at forkynde ved Gideon Chapel i Bristol. I 1834 grundlagde de to mænd The Scriptural Knowledge Institution for Home and Abroad (SKI) efter de samme principper. SKI havde stor succes i sine bestræbelser på at distribuere bibler, støtte missionærarbejde og undervise i skriften til både voksne og børn. Arbejdet fortsætter også i dag.
Müllers flytning til Bristol medførte også nye at de fik ny anledning til at overveje hvordan de fortsat kunne tjene Gud og leve i tro og bøn. En koleraepidemi og indflydelse fra mænd, der ligeledes var drevet af bøn, som Herman Ball, A.H. Francke, og Norris Groves Müller fik ægteparret til at begynde at bede for det voksende behov for pleje af gadebørnene i Bristol. Hvordan kunne de bedst tjene disse børn?
George selv havde på et tidspunkt haft glæde og gavn af generøse kristne, der tog sig af de fattige, hjemløse og forældreløse, og da han så hvordan den blomstrende industri udnyttede børn som arbejdskraft, følte han sig tvunget til at handle. Da han den 5. december 1835 læste Salme 81:11 følte han at Gud talte til ham gennem ordene: “Lat upp munn tín, at eg hann kann fylla!” George bad specifikt for £ 1000, han bad for det hus, han havde brug for, og han bad om hjælp til at tage sig af de forældreløse. Fem måneder senere blev disse bønner besvaret; George åbnede sit første børnehjem på Wilson Street 6 i Bristol.
Tårer af glæde og 2000 børn
Over de næste fem år åbnede han yderligere to børnehjem. Men udvidelserne skete ikke uden prøvelser og kampe. Ofte var ægteparret Müller i krise. De havde ingen penge, ingen mad, ingen varme eller ikke nok tøj. De fik fortsat ingen løn, og bad fortsat ikke mennesker om gaver. Men dag for dag lagde de deres ønsker og behov frem for Gud, i tillid til at Gud ville imødekomme deres behov. Og det gjorde Gud altid, som George skriver i 1853:
– Jeg havde ingen menneskelige udsigter til at få bare 100 pence – meget mindre £ 100 ( £ 100 ville svare til ca. 90.000 kr. i dag. red]. Derudover var det mandag, (lønnen blev udbetalt sidst på ugen. Red ) og generelt er indkomsten lille. Men da jeg gik til Orphan House i morges og bad mens jeg gik, fortalte jeg det til Herren i bøn. … Og således var det, jeg modtog i morges 301 £ til Herrens tjeneste. … Jeg gik op og ned i mit kontor i lang tid. Tårer af glæde og taknemmelighed over for Herren regnede rigeligt over mine kinder, mens jeg lovpriste og ophøjede Herren for hans godhed og overgav mig på ny med hele mit hjerte til ham for hans velsignede tjeneste.
Gud fortsatte med mirakuløst at svare Georges tilsyneladende umulige bønner. Da det blev klart, at der ville være behov for et større hus til børnehjemmets stadig flere beboere, bad George om 10.000 £ til at opføre et permanent børnehjem. Han fandt jord på Ashley Down i 1846, som ejeren tilbød ham til langt mindre end markedsværdien. En arkitekt udarbejdede også planerne gratis. I 1870 havde Ashley Down-området fem færdigbyggede børnehjem med over 2000 børn.
En kristen helt med en varig arv
Samme år døde Mary, og George videregav arbejdet til hans assistent, James Wright som året efter også giftede sig med Lydia, Georges eneste overlevende barn. I en alder af 66 år giftede George sig igen, og som 70-årig drog han ud som rejsende prædikant. Han rejste over 300.000 km i 42 lande og nåede ud til mere end 3 millioner mennesker. Og de kunne høre George fortælle om 50.000 forskellige bønner, som Gud havde besvaret gennem hans liv.
George Müller arbejdede utrætteligt for Herren indtil han var 93 år gammel. Han døde om morgenen den 10. marts 1898. Hele byen Bristol holdt pause under hans begravelse; virksomheder lukkede og tusinder viste deres respekt. Avisen Bristol Times skrev om ham: “Han blev rejst op med det formål at vise, at miraklernes tid ikke er forbi.”
Georges arbejde fortsætter i dag gennem SKI såvel som Müllers – en organisation, der taler de svages sag i Bristol, og arbejder ud fra de samme trofaste principper om bøn, som George levede efter. Du kan finde ud af mere om begge dele på Müllers.org.