Vi lever i en tid, hvor mange fællesskaber brydes op. Venskaber, der før holdt i årtier, splittes over synspunkter, der måske ikke engang ville have været nævneværdige for få år siden. Det virker, som om vi i stigende grad har mistet evnen – eller måske modet – til at rumme hinandens forskellighed. I et samfund, hvor algoritmer skaber ekkokamre, og sociale medier belønner skarpe holdninger mere end ærlige spørgsmål, er det ikke så underligt. Polariseringen er ikke kun politisk – den er også menneskelig.
Vi har lettere ved at få øje på det, der skiller os ad, end det, vi deler. Og det gælder ikke kun i politik eller på sociale medier. Det gælder også i kristne fællesskaber.
Det åndelige dilemma
For mange troende mennesker kan det ikke bare være svært, men nærmest umuligt at blive i et fællesskab, hvor man føler, at Guds ord forvanskes eller kompromitteres. Det kan føles som en krænkelse af vores personlige integritet – ja, som et svigt af Gud selv – at blive i noget, man ikke kan stå inde for. Selv den mindste fejl, vi ser hos andre, kan blive noget stort, fordi det har betydning for vores opfattelse af både Gud og mennesker.
På den anden side minder Paulus os om, at vi erkender stykkevis (1 Kor 13,9). Det vil sige, at vi ikke ser hele billedet. Ikke endnu. Vores forståelse er begrænset – også vores teologiske. Og netop derfor taler han i Romerbrevet 14 om rummelighed: Én har tro til noget, en anden til noget andet.
Det kræver en særlig slags kærlighed at blive i et fællesskab, hvor man ikke altid forstår eller er enig. En kærlighed, der ikke er blind, men som vælger sårbarheden frem for sikkerheden. Det er netop denne sårbarhed, C.S. Lewis kredser om i The Four Loves:
“To love at all is to be vulnerable. Love anything and your heart will be wrung and possibly broken… Lock it up safe in the casket… but in that casket… it will become unbreakable, impenetrable, irredeemable.”
Lewis skrev dette med verdenskrigens erfaringer bag sig. Men citatet rammer os stadig i dag. For den eneste måde at undgå konflikter i fællesskab på – er at undgå fællesskab. Det kan virke fristende. Vi kan pakke os ind i komfortable kredse, omgivet af mennesker, vi er enige med. Men i den “kiste”, som Lewis kalder det, mister hjertet sin blødhed. Det bliver hårdt, lukket og ufølsomt.
Når kristne fællesskaber spejler den samme hårdhed og fragmentering, som vi ser i resten af samfundet, mister vi ikke kun hinanden – vi mister også vidnesbyrdet om en anden vej. For hvad har vi egentlig at sige til verden om kærlighed og tilgivelse, hvis vi ikke selv tør leve i det?
Fællesskab er mod
Der er en smerte ved at elske, og der er en risiko i at høre til. At blive i et kristent fællesskab, hvor man ikke er enige om alt, kræver mod. Det kræver ydmyghed og tillid til, at det ikke er vores enighed, men Guds nåde, der bærer. Måske netop dér bliver fællesskabet helligt: når vi vælger at blive – også når det koster.
Måske må vi igen begynde at se fællesskabet som noget, vi tjener – ikke noget, vi forbruger. Måske må vi acceptere, at sårbarhed ikke er en fejl, men en forudsætning. Måske er vi kaldet til at blive og tjene – ikke fordi alt er, som det skal være – men fordi Kristus blev hos os alle dage indtil verdens ende.
Og netop dette er vores fælles grund: ikke at vi er ens, men at vi har samme tilhørsforhold. Bibelen siger, at vi er ét i Kristus (Gal 3,28), ikke fordi vi tænker det samme, men fordi vi tilhører den samme Herre. Vores fællesskab er ikke noget vi opfinder, men noget vi bliver kaldt til at bevare – med fredens bånd (Ef 4,3).
At være ét i Kristus betyder ikke, at vi skal udviske vores forskelle eller samle alle under én form. Tværtimod: På Kristi legeme er der både hænder og fødder, øjne og ører. Vi tjener forskelligt – men vi tilhører den samme krop. Derfor skal vi elske og respektere hinanden trods vores forskelligheder.
Og måske er det netop her, vi har noget at bringe ind i en verden, der ofte mister fællesskabet ved første tegn på uenighed. Hvis kirken kan rumme den forskellighed, som samfundet kæmper med at forvalte, bliver vores fællesskab ikke bare et internt anliggende – men et vidnesbyrd om noget større. Et håb for dem, der længes efter at høre til uden at skulle være ens.